af Jens Schiersing Thomsen | jan 2, 2023
I 2023 vil Grow For It´s donatorer få plantet 55 hektar skov i Uganda og 55 hektar skov i Vietnam. Så med hensyn til vinduet for forårsplantning i 2023 er vi nu tæt på kapacitetsgrænsen.
Der er dog heldigvis stadig masser af plads og kapacitet til plantning af mere mangroveskov i Madagaskar. Vi fik plantet 10 hektar i 2022 og er nu i gang med at få en aftale på plads for 2023.
En kæmpe stor tak til alle jer donatorer, som står bag skovrejsningen – uden jeres midler var der ikke blevet plantet skov. En særlig tak til de nye firmaer, der kommet til her i slutningen af 2022. Mere om det senere.
Resultater | Grow For It
af Jens Schiersing Thomsen | nov 8, 2022
Grow For It kan igen tilbyde skattefradrag for alle donationer, når de købes via vores webshop med den tilhørende CPR registrering som er nødvendig for indberetning til SKAT.
Webshoppen genetableres efter ønske fra mange kunder, og fordi vi har brug for alle de træer vi kan få plantet set i lyset af udmeldingerne på klimatopmødet i Egypten (COP-27, november 2022).
Udover ønsket fra vores kunder, oplevede vi også, at den tidsbesparelse vi mente at kunne opnå, i stedet gav en øget arbejdsbyrde. Og idet tid er det vi har mindst af, må vi leve med de tilhørende webshop gebyrer.
Venligst bær over med os, hvis I opdager fejl i webshoppen. Skriv til jens@growforit.dk så vil vi få det rettet 😊
af Jens Schiersing Thomsen | nov 1, 2022
GreenSpeak har udvalgt Grow For It som en af deres fem modtagere af velgørenhedsdonationer.
Ved sidste afstemning stemte 388 ud af 4497 personer på Grow For It som modtager. Dette afstedkom en generøs donation på 15.098 kr. Beløbet bliver ubeskåret brugt til nyplantning af to hektar skov – tusind tak til GreenSpeak og deres 388 mobiltelefonkunder for at tilvælge træplantning. Grow For It – GreenSpeak
Under afstemningen har Grow For It modtaget en hel del henvendelser med ønske om træplantning, og i flere af disse henvendelser har der også været et ønske om at genindføre muligheden for at opnå skattefradrag.
Ønsket om at genindføre mulighed for skattefradrag for private, sammenholdt med det paradoks, at den tidsbesparelse vi mente at kunne opnå, i stedet gav en øget arbejdsbyrde, har afstedkommet at vi går tilbage til den gamle webshop løsning.
Grow For It kan således igen tilbyde skattefradrag for alle donationer, hvis de købes via vores webshop med den tilhørende registrering ifølge EU´s dataforordning (GDPR). Webshoppen skal genetableres, så der går lige et par dage.
af Jens Schiersing Thomsen | aug 19, 2022
Grow For It vedtog på 2022 generalforsamlingen, at vi vil reducere vores fokus på at beholde vores §8a-godkendelse hos SKAT.
Årsagen er, at størstedelen af vores donationer til skovrejsning kommer fra firmaer og livstidsdonationer og kun i mindre grad fra de små donationer via vores webshop.
Tilsammen udgjorde firma- og livstidsdonationerne 90 % af indbetalingerne, hvor de private donationer, der kræver håndtering via en webshopløsning, kun udgjorde 10 %.
Desværre ligger det største tidsforbrug på de private donationer; og den webshopløsning, vi benytter for at håndtere de mindre donationer og de tilhørende CPR-numre, er meget kostbar. Grow For It har derfor besluttet at nedlægge vores webshop og kun bruge almindelige bankoverførsler.
Grow For It kan til og med september 2022 stadig sikre skattefradrag for mennesker, der ønsker livstidsbalance, men fra og med d. 1. oktober 2022 vil vi ikke længere kunne tilbyde skattefradrag til privatpersoner. Firmaer kan stadig opnå fradrag via deres CSR-initiativer. Livstidsdonatorer som ønsker skattefradrag, kan skrive til jens@growforit.dk for at få yderligere vejledning.
Alle donationer fra før 20. august bliver indberettet til SKAT, og donorerne vil opnå skattefradrag. Dette kræver dog, at oplysningerne er blevet indtastet i det skema, som der er et link til i kvitteringsdelen.
Læs om beslutningen her: Referat af generalforsamling 2022 | Grow For It
af Peter J.H. Esmann | aug 17, 2022
Vi har endelig modtaget de officielle tal fra Eden Projects på hvor meget CO-2 mangroveskov reelt opsuger om året. Det tager tid at beregne den slags, da der findes forskellige metoder. Eden Projects har dog besluttet at læne sig op ad FNs internationale klimapanels (IPCC) måde at beregne på (formlen findes længere nede i nyheden).
Fordi vi vidste at der var forskellige måder at regne på, og for at være på den sikre side, har Grow For It indtil nu for større donationer regnet med at mangroveskov optager 10 tons CO-2 per hektar. Men da Eden Projects nu kan fortælle os at de stoler på IPCCs måde at regne på, er vi også trygge ved det. Det er især optaget i de våde rødder, som er svært at beregne.
Eden Projects har benyttet sig af beregninger via FlintPro værktøj, med tal fra FN´s klimapanel. (Se tabel 4.4. og 4.5. på IPCC). Konverteringsformlen ser således ud:
tCO2/yr = 9,9 X (1,0+0,49) X 0,45 X 3,67 = 24,37
(faktoren 3,67 kommer fra omregning fra kulstof (C) til CO-2 )
De 24,37 tons per hektar opnås allerede efter et par år og dette optag vil fortsætte i årene fremover.
Hvis vi antager, at en gennemsnitsdanskers CO-2 udledning ligger på 7,3 tons om året (kilde: EuroStat 2020), hvor meget koster det så at balancere sit aftryk via Eden?
Til reference udleder en flyvetur tur-retur over Atlanten alene godt 5 tons CO-2 – ækvivalent når man regner udledning i stor højde med (radiative forcing), se bl. a. denne beregning på Growforit.dk.
Med 24,37 tons per hektar og 7,3 tons per dansker skal en gennemsnitsdansker altså tilplante ca. en tredjedel hektar mangroveskov (altså 100m*33m) for at opnå CO 2 -udlednings-balance hvert år.
Plantning af mangrovetræer via Eden Projects koster i øjeblikket 0,15 USD pr. træ. For at opnå den rette tæthed per hektar planter Eden Projects i 2022 ca. 20.000 træer pr. hektar.
En tredjedel hektar tilplantet med 6666 træer og med 0,15USD pr. styk giver en pris på 1000 USD. Det vil altså koste ca. 1.000 US dollars pr. dansker at opnå drivhusgasbalance ved at plante mangrovetræer.
Sidst men ikke mindst er vi stadig stolte over at være Forest Partner hos Eden Projects! Det er vi fordi jeres donationer tilsammen har plantet for mere end 100.000 dollars. I Madagaskar giver det mere end 127 hektar og derfor mere end 3.000 tons CO-2 om året. Det er altså ret sejt og et godt skridt på vejen mod et bedre klima!
af Jens Schiersing Thomsen | jun 6, 2022
Grow For It har modtaget opdateringer og slutrapporter omkring plantningerne i Vietnam og Uganda. Normalt modtager vi rapporterne efter 12 måneder, men denne gang er det efter 8 måneders vækst.
Baggrunden for dette er, at Danish Forestry Extension (DFE) lægger sin organisation i dvale i juli 2022. Vi bestemte i Grow For It, at vi på den baggrund ønskede projekterne i Uganda og Vietnam afsluttet inden DFE´s lukning.
Slutrapporten for Vietnam kan læses her: https://growforit.dk/wp-content/uploads/2022/06/C.-ME-report-on-growing-status-of-trees-8-months-after-planting-GFI2021-in-Hoa-Binh-final.pdf
Slutrapporten for Uganda kan læses her: https://growforit.dk/wp-content/uploads/2022/06/WEST-BUGWE_DFE_PROGRESS_REPORT_MAY_2022-2.pdf
For Uganda plantningen i West Bugwe National Forest Reserve gælder det, at rapporten omhandler i alt 94 hektar plantet skov restaurering. Projektet løb over to år, hvor fase ét på 40 hektar, blev realiseret via midler fra Implement Consulting Group, og fase to på 54 hektar via midler fra Grow For It´s donorer.