Grow For Its generalforsamling blev afholdt online. Generalforsamlingen fandt sted onsdag den 29. maj 2024.

Herunder formandens beretning, og nederst finder du et link til referatet af generalforsamlingen.

Kære Generalforsamling

Jeg vil starte min beretning med at fortælle om to positive hændelser omkring træplantning.

Etableringen af foreningen Grow For It samt idéen om anvendelse af træplantning med det formål at bekæmpe klimakrisen udsprang af fiaskoen ved COP 15 i 2009 i København.

På den baggrund er det glædeligt, at Danmark på COP 28 sidste år i Dubai sammen med Panama og Finland stiftede alliancen ”GONE”, som står for ”Group of Negative Emitters”.

Alliancen består af lande, der forpligter sig til at fjerne mere CO2, end de udleder. Dette skal ske ved hjælp af skovrejsning og ved fangst og lagring af CO2. Læs mere om GONE her.

Anvendelse af skovrejsning var præcis det virkemiddel, vi havde fokus på, da vi startede Grow For It, og fangst og lagring af CO2 er det, som mit firma, Stiesdal arbejder med i teknologien Skyclean.

Jeg vil ikke gå dybere ind i det i denne beretning, men vi vil indsætte et link i beretningen på hjemmesiden. SkyClean og Historien bag Grow For It

At træplantning er blevet et centralt virkemiddel, kan blandt andet ses i de forhandlinger, der i øjeblikket foregår omkring reduktion af det danske landbrugs CO2-påvirkning. Her er skovrejsning en af løsningerne.

Konkret nævner Svarer-udvalget 250.000 hektar ny skov via et tilskud på 92.000 kroner pr. hektar, og skovrejsning noteres som værende ”en lav samfundsmæssig omkostning”.  Link til rapport, side 7.

Vi kan altså, med en lidt grov forenkling, konstatere, at skovrejsning som den, Grow For It står bag, kan udføres i udlandet i områder, hvor der mangler skov, for en tiendedel af prisen i Danmark. 😊

Det danske initiativ med skabelse af alliancen ”GONE” og de 250.000 hektar i Danmark markerer derfor, at Grow For It´s mission og rolle så småt er ved at være udspillet.

Vores ønske har hele tiden været, at staten Danmark skulle bidrage meget mere på klimafronten og specielt påpege skovrejsning som et af de værktøjer, vi er nødt til at benytte for at modvirke klimakrisen.

Takket være Grow For It´s mange donorer har vi vist, at skovrejsning er en meget billig og oplagt mulighed.

Jeg vil foretage et par nedslag i resultaterne fra det forløbne år:

  • I 2023 blev vi færdige med Implement Consulting Groups og Grow For It´s plantninger i både Uganda og Vietnam. Vi indsætter links til nyheder og besøgsrapport i beretningen på hjemmesiden. Læs her.
  • I 2023 fik vi etableret en 10 hektar stor modelplantning i Letland sammen med Hedeselskabet for at vise især virksomheder, at de muligheder findes i Danmarks nærområde. Læs mere her.
  • I Madagaskar lykkedes det Grow For It at etablere en aftale med Eden Projects om plantning af 500.000 mangrovetræer i løbet af 2023 og 2024. Plantningerne sker som en fortsættelse af tidligere plantninger. Læs mere her.
  • I april 2024 indgik vi en aftale om plantning af yderligere 36 hektar skov i Uganda og 7,5 hektar plantning i Vietnam i 2024.
  • Med 120 hektar plantet i 2023 rundede Grow For It’s donorer, hvad der svarer til 600 hektar skov. Resultater 2023

Det skal også nævnes, at vi stadig arbejder på at få håndteret problematikkerne med TROFACO.

Nye firmaplantninger vil blive udført som en kombination af plantning i Uganda og Vietnam. I Vietnam plantes der hurtigt voksende træer, som sikrer hurtig opsugning af CO2. I Uganda plantes der træer i et Forest Reserve. Dette sikrer langvarig opsugning af CO2, idet træerne i princippet skal stå for evigt.

Sidste år fortalte jeg om de udfordringer, vi havde omkring moms. Vi har fundet en løsning, der gør, at vi kan fortsætte, om end med en justering af aktiviteterne. Mere omkring dette under forslag fra bestyrelsen.

Jeg vil, som alle de andre år, slutte min beretning for året med at takke alle vores medlemmer, vores donorer, vores samarbejdspartnere, hele aktivgruppen, vores venner af foreningen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer i Grow For It for det forløbne års arbejde.

Henrik Stiesdal

Bestyrelsesformand

Referatet kan læses her: https://growforit.dk/wp-content/uploads/2024/06/GFI-Generalforsamling2024_Referat.pdf