På billedet ses træstiklinger på vej til plantningsstedet i Uganda
Vores træplantningspartner, den danske organisation TroFaCo, fortæller, at de allerede nu har udsolgt for plantning i Uganda for hele 2019.
Det er en dejlig nyhed, og vi er meget overvældede over, hvor mange der gerne vil balancere deres CO2 udledning med træplantning. Det betyder, at vores ordreestimat, inklusive de 30% ekstra som TroFaCo igangsatte for at have lidt buffer, nu er plantet til. Vi kan derfor heller ikke tilbyde træplantning i Uganda igen før i 2020.
Til gengæld kan vi tilbyde at plante mangroveskov i Madagaskar. Mangroveskov har to store fordele – det kan plantes året rundt og opsuger meget store mængder CO2 – ca. det dobbelte af almindelig skov! Det kan du læse mere om her. Den eneste ulempe er, at vi ikke har de samme muligheder for at dokumentere plantningerne og mængden af opsuget CO2.
Når vi planter mangroveskov i Madagaskar, arbejder vi sammen med den amerikanske NGO, Eden Projects link . Eden Projects blev oprindelig anbefalet til os af menneskene bag den tyske søgemaskine Ecosia, der planter træer over hele verden.