2020 starter stærkt med gode nyheder og friske billeder fra Madagascar!

I 2019 fik vi i alt plantet 34 hektar mangroveskov, hvoraf nogle af stiklingerne ses på billederne ovenfor. Det er vi meget stolte af!

På billedet til venstre ses det vådområde, hvor mangrovetræerne plantes. På billedet højre kan det ses, hvordan jorden nogle steder har brug for træer med rødder til at afhjælpe erosion – det hjælper mangrovetræerne med.

Vi har en god aftale med Eden Projects, at de tager billeder af arbejdet, så vi kan følge med her på afstand. Billederne ovenfor er tilbage fra oktober, da det tager tid at få billederne fra felten tilbage til Eden Projects’ lokale hovedkvarter i Mahajanga.

Som det kan ses på billederne herunder, benytter man (udover fotografens kamera 😉) den teknologi, man har til rådighed – dvs. ingen high tech waders eller tablets – og det vil også sige, at donationerne går fuldstændigt til træplantning, ikke til teknologileverandører eller andet godtfolk. Vi er i sandhed i gang med at starte noget nyt og stort op på Madagascar!

Når billederne ankommer til hovedkvarteret, bliver de sendt til Eden Projects afdeling i USA (når ellers ikke cykloner eller andet møgvejr besværliggør internetforbindelsen – dårligt vejr har de haft rigeligt af dernede de sidste par måneder).

I USA skal billederne igennem en godkendelsesproces, og så kan de sendes videre til os. Men det er hele ventetiden værd – vi er meget priviligerede, at have så stærk en partner som Eden Projects.

Og som et sidste hurra herfra har vi netop bedt Eden Projects om at øge volumen fra fire til fem hektar per måned, så lige nu forventer vi at plante i alt 60 hektar i Madagascar i 2020!