Referat af generalforsamling 2022
Grow For Its generalforsamling blev endnu engang afholdt online. Generalforsamlingen fandt sted torsdag den 19. maj 2022.
Herunder kan du læse formanden Henrik Stiesdals beretning, og nederst finder du et link til referatet af generalforsamlingen.
Kære Generalforsamling
Generalforsamlingsåret 2021-2022 blev endnu et rekordår for Grow For It. Hvor sidste år satte rekord på indsamlede midler, så blev der denne gang sat ny rekord på antal hektar af nyplantet skov.
I begyndelsen af 2022 kunne vi opgøre årets resultat af plantninger til 162 hektar fordelt på 94 hektar skov i Uganda, 43 hektar mangroveskov i Madagaskar og 25 hektar skov i Vietnam. Og mens jeg taler, har Hedeselskabet sandsynligvis færdiggjort vores 10 hektar testplantning i Baltikum. Så slutresultatet bliver på i alt 172 hektar skov i Generalforsamlingsåret.
172 hektar skov er et rigtig fint resultat for en lille, frivillig organisation som vores, men hvis skovrejsning skal medvirke til at løse klimakrisen, skal vi plante i hundredtusindvis af hektar skov, og den opgave kan vi ikke løse alene i Grow For It.
Siden sidste Generalforsamling har vi haft forskellige følere ude omkring et samarbejde, der ville kunne opskalere Grow For It´s virke. Arbejdet har endnu ikke båret frugt, men vi fortsætter ufortrødent med at arbejde i den retning.
Hvad angår indsamling af midler det forløbne år, så kom størstedelen fra firmaer og livstidsdonationer og kun i mindre grad fra de små donationer via webshoppen.
Derfor bør vores fokus ligge på firmaer og livstidsdonorer. Tilsammen udgjorde de 90 % af indbetalingerne, hvor de mindre donationer, der kræver håndtering via en webshopløsning, gav 10 %.
Desværre ligger det største tidsforbrug på de mindre donationer, og den webshopløsning, vi benytter for at håndtere de små donationer og de tilhørende CPR-numre, er meget kostbar.
Vi har primært en webshop for at kunne bibeholde vores §8a-godkendelse hos SKAT. §8a giver donorer mulighed for at få skattefradrag for donationen. En §8a-godkendelse stiller krav om et bestemt antal donorer og kontingentbetalende medlemmer – et antal, vi kun lige kunne opfylde i 2021.
På baggrund af disse forhold ønsker bestyrelsen Generalforsamlingens billigelse til, at vi fraskriver os muligheden for skattefradrag for private, nedtoner arbejdet med de mindre donationer og koncentrerer os om samarbejde med virksomheder. Vi skal stadig assistere mennesker, der ønsker livstidsbalance, men fra næste år vil vi således ikke længere kunne tilbyde skattefradrag til privatpersoner.
Skovdyrkerne har desværre besluttet at nedlægge Danish Forestry Extension, som har været vores gode samarbejdspartner på plantninger i Nepal, Vietnam og Uganda. Vi arbejder på en løsning for at kunne fortsætte i de pågældende lande, og den løsning ser nu ud til at falde på plads.
Grow For It har også fået en udfordring omkring plantning af mangroveskov i Madagaskar, idet Eden Projects har øget plantetætheden for mangroveskov fra tidligere 10.000 stiklinger pr. ha. til nu 20.000 stiklinger. Samtidig har Eden måtte hæve enhedsprisen for træer og stiklinger, fra 0,1 US$ til 0,15 US$, hvilket så medføre en tredobling af prisen for mangroveskov. Dette gør, at Grow For It desværre ikke længere vil kunne tilbyde ét års CO2-balance for kun 200 kroner.
Eden Projects har valgt den samme enhedspris for træer på land og for mangrovestiklinger. Og idet der på land kun plantes ca. 1.000 træer pr. ha., har vi spurgt Eden om, hvor vi kan forvente det største CO2-optag for en donation via plantning med Eden Projects. Dette så vi kan genoptage samarbejdet.
Som det fremgår har vi nogle aktuelle udfordringer. For alle udfordringerne har vi dog en løsning. Vi mener, at vi har en ordning så vi kan fortsætte arbejdet i Vietnam og Uganda. Og for Eden Projects er løsningen, at overveje skovrejsning på land som et alternativ eller som et tillæg til mangroveskov.
Plantning af store mængder af træer er stadig et af de værktøjer som menneskeheden skal benytte for at bekæmpe klimakrisen, og plantning af de rigtige træer kan også hjælpe på biodiversitetskrisen.
Jeg vil, som vanligt, slutte min beretning for året med at takke alle vores medlemmer, vores donorer, vores samarbejdspartnere, hele aktivgruppen, vores venner af foreningen og de øvrige bestyrelsesmedlemmer i Grow For It for det forløbne års arbejde.
Referatet kan læses her: https://growforit.dk/wp-content/uploads/2022/06/GFI_Generalforsamling2022_Referat.pdf